Skip to main content

Det er ingen hemmelighed, at det hjælper på synlighed at være… synlig! Ja tak, fantastisk. Så kom vi dét skridt videre! Synlighed skaber genkendelse, tillid og salg. Altså, hvis du gør det rigtigt.

Hvis du som webdesigner eller grafisk designer bliver ved med at poste billeder af arbejde, du laver, uden at tænke på, om det er relevant for nogen som helst, så taber du projektet på gulvet. ”Jamen, må jeg ikke poste billeder af mit seneste projekt med det fine zigzag-mønster?” Jo, for søren da. ”Jamen, skal jeg ikke vise, hvor cool jeg er til at lave lækre effekter på den hersens CTA knap?” Jo, for satan! Men du skal dæl’me gøre det interessant for en bred skare eller gå efter den fede niche, hvis det skal give dig salg via sociale medier.

Dette er ikke en guide til at sælge med Twitter, Facebook eller dribbble… det er forfatteren bag ikke den rette til at rådgive om. Hvorfor? Fordi jeg ikke har en gennemtestet fremgangsmåde, lækre tal, flotter kurver (foruden dem på sidebenene) eller internationale sammenligninger. Faktisk er snorlige retningslinier for dette eller hint ikke lige undertegnedes stil. Tag, hvad du kan bruge og smid resten væk. Kan du intet bruge? Ha! Gu’ ka’ du så.

Sociale netværk overalt!

Seneste spiller på det sociale relations-marked er ”ello”. Ingen spår ello den helt store fremtid. Som så mange gange før (Myspace, diaspora, Friendster, the Hub, Google Wave, Orkut, digg, Google+ – av ja, han sagde Google+) vil den nye dreng i klassen være tiltrækkende og spændende til at starte med, men al erfaring vil pege på den sandhed, at nyhedens værdi ofte blot er nyheden selv og ikke indholdet.

Så hvor skal du som nystartet freelancer eller bureau koncentrere din indsats henne?

Svaret er ikke nemt. Kunder er overalt. Du kan finde dem på Google+(!), Twitter, Facebook og dribbble – men sikkert også på DeviantArt, ello og dit nærmeste gadehjørne. Kunderne er der, hvor alle andre er. Og du fanger dem der, hvor du selv har det bedst og er mest hjemmevant.

Jamen, for pokker da til ubrugeligt fis! Mjah, ikke helt… ikke endnu i hvert fald. For bliv nu lige ved med at læse med ikk’?

 

Fordelene ved social media

Vi starter lige med en ulempe dog; social media bruger af din tid, din hjerne, din kunnen, dit fokus, din energi og dit liv. Vælg dit foretrukne våben med omhu.

Ressourcefuldhed
Kan du være blandt de første til at bryde en nyhed eller servere et scoop inden for din niche, har du lagt grunden til at få en masse loyale følgere og læsere. Når du har bevist dit værd – også selvom det kun er glimtvis – og vist dig selv som troværdig og pålidelig, vil folk (og kunder) have en tendens til at vende tilbage til kilden, som står top-of-mind hos dem.

Relationer
Sociale medier handler i sin kerne om relationer. Det kan være tætte relationer, forretningsrelationer, underholdende relationer osv. Når du har dannet en længerevarende relation til nogen, betyder det, at de kender, kan lide og har tillid til dig som person – og omvendt. Når denne relation er skabt, vil din relation henvise til dig og købe fra dig. Det tager tid at opbygge relationer, men det kan betale sig (også selvom det ikke giver et salg).

Indhold
Hvad skal du poste for at holde folk interesserede i dig og dit professionelle hverv? Det simple svar ville være ”godt indhold”. Det giver dog ikke rigtig mening. Poster du kun eksempler på dit arbejde, ryger folk hurtigt fra. 300 ikoner i træk er der ingen, der gider se på. Men varier mellem arbejde, privat og det, der interesserer dig i øvrigt og som du har en mening om. Skal sociale medier være tiden værd, handler det i første omgang primært om at skabe relationerne – dernæst kan indholdet få et passende fagligt indhold.

Salg
Sociale medier sover aldrig. Så selvom du ikke er ”på”, er mange af dine relationer på (eller relationers relationer). Du har derfor fortsat en dør til kontoret åben, hvor folk kan kigge ind, hvis de henvises til dig. Det næste salg kan være lige om hjørnet, hvad enten klokken er 07 om morgenen eller 20 om aftenen. Når du logger på næste gang, kan der være et vigtigt lead til dig… selvom du ikke har været opsøgende selv!

 

Hvilke netværk bør du være en del af?

Der vil sikkert være en ekspert på samtlige sociale netværk, der vil advokere for, at man som freelancer sagtens kan sælge sig selv og sin vare på netop deres fortrukne sociale netværk. ”Snapchat er de unges foretrukne medie!” Sælger du en ydelse til de unge og smarte? Go for it! ”LinkedIn er de professionelles foretrukne netværk!” Sælger du b2b til det lidt mere modne publikum? Så slå dig endelig løs der. Men…

Undertegnedes erfaring viser, at LinkedIn er håbløst til salg. Måske til markedsføring og ”hit-and-run” operationer. Men til relationsskabelse og –vedligeholdelse er det ikke lykkedes mig at bruge det med succes (for slet ikke at tale om snapchat). Hvor har jeg så oplevet flest salg? Lad mig tage netværkene herunder fra færrest ’konverteringer’ til flest.

5. Pinterest

Har du et online portfolio? Ja, det har du. Ellers skal du stoppe med at læse det her nu og komme i gang med det først. Pinterest er modtaget i Danmark med blandede følelser. Her kan man som bruger klikke rundt blandt endeløse gallerier af billeder inden for et givet emne.

Hver gang du trykker på et billede, kommer der nye mulige billedforbindelser frem og flere og flere virksomheder on webshops benytter platformen til at fremvise deres produkter og lede den glade klikker frem til et salg via netop deres shop eller portfolio. Her kan du være med; få skabt nogle ”boards” med dine kreationer (alt fra plakater, ikoner og postkort til landing pages, logo designs og e-bogspræsentationer). Pinterest brugere kan pinne billeder fra dit portfolio eller din webshop og dermed dele dit indhold, uden at du skal løfte en pegefinger. Det genererer flere salg uden den store indsats tidsmæssigt.

Note: Har primært oplevet salg via egen webshop her.

 

4. Dribbble

Dribbble.com er et omdiskuteret netværk, som startede ud med at være et sted, hvor grafikere, illustratorer, webdesignere, ikon-designere, typografikere og logodesignere fra hele verden kunne poste billeder af det arbejde, de sad med og modtage værdifuld feedback fra ligesindede (mere eller mindre dygtige) personer. Et sted, hvor du kunne blive bedre og udvikle dig fagligt og håndværksmæssigt.

I dag er det stadig ikke nemt at komme ind og være en del af kliken. Det er ”invite only” og du kommer kun ind, hvis et andet medlem har en invite og mener, du fortjener det (andre sælger dem). Det er dog knap så eksklusivt længere. Og der er mere rygklapperi end decideret feedback og kritik. Men det er fortsat et sted, hvor du (som på behance) kan vise dine projekter og henvise evt. kunder til for portfolio (uden at det nogensinde bliver et rigtigt portfolio). Med millioner af besøgende hver måned er det et sted, hvor du kan blive set, men det kræver ret meget hårdt arbejde og held, for der er mange om budet derinde.

Note: Har personligt fået primært amerikansk baserede kunder her.

 

3. Instagram

Alle kender Instagram. Mediet, hvor vi deler billeder og videoer med hinanden. Vi følger andre mennesker og nogen følger også deciderede brands derinde. Der er eksperter på dette område, som vil kunne fortælle dig, hvordan du med rimelig succes kan opbygge en loyal skare af følgere via konkurrencer, events o.l. Det kan være ganske fint.

Personligt vil jeg helst gøre ting personlige i en eller anden grad. Så Instagram er her benyttet som personlig konto med fokus på liv, familie og arbejde/webshops. Ingen konkurrencer…. Endnu. Mediet er nemt at gå til og du kan have en plan fra begyndelsen. Men undlad at gøre det ”coorporate”. Lad følgere se ansigtet bag, følge processen, modtage nyheder før andre osv. Skab relationen før ”køb her” skiltet smækkes i hovedet på folk.

Note: Sælger primært plakater via instagram og modtager leads på grafiske opgaver fra tid til anden.

 

2. Twitter

Oh, twitter my love! Et netværk, hvor læringskurven er stejl, men heldigvis kort. Når først du er i gang, er du fis’me også i gang! Deltag, vis hvad du kan, skab relationer, hyg dig, hjælp andre. Twitter er for mange personer STEDET at gå til, hvis de søger et produkt, en medarbejder, en samarbejdspartner, et godt råd og viden. Twitter skaber meningsfulde relationer – faglige og personlige.

Enhver designer, forfatter, blogger, shop etc. med respekt for sig selv har en twitter-profil (eller flere). Twitter er stedet, hvor du for alvor kan byde ind med din kunnen. Ikke ved at smække billeder op af dine kreationer hele tiden. Men ved at byde ind med din viden, din hjælpsomhed, din personlighed, din humor, dine frustrationer osv. Twitter rummer det hele og er først med det hele. Følg mange eller følg få. De bedste relationer er dem, hvor begge parter får noget ud af det. Og Twitter kan give gode venskaber og forretningsrelationer uden lige.

Note: Ja, Twitter er mit foretrukne sted at hænge ud. Mine første salg som freelancer kom gennem Twitter og der kommer rigtig mange leads og salg ad den kanal. Jeg fandt min bedre programmør-halvdel i Cleverweb gennem twitter. Og Twitter genererer en del salg på navneleg.dk.

 

1. Facebook

Ingen liste over sociale netværk uden giganten selv. Facebook er med sine personlige profiler og virksomhedssider (og interessebaserede grupper) på toppen af listen. Undertegnede er bestemt ingen Facebook-guru og poster ikke indhold på de rigtige tidspunkter, i de rette farvekombinationer, med de rette overskrifter og de spørgende tekster.

MEN nogle gange er Facebook-brugere altså åbenbart ligeglade. En enkelt forretningsside derinde poster jeg måske fra én gang om måneden – alligevel stiger likes, kommentarer og engagement stille og roligt… og SALG. Som aktiv bruger med sans for detaljer, analytics og indhold vil du uden tvivl kunne øge dit salg enormt ved brug af Facebook. Med over 1 mia. brugere skulle det være satans, hvis du ikke kunne generere nogle salg af ydelser derinde.

Note: Prøv Facebook Ads en tid og se, hvad det kan give dig af ekstra klik til din hjemmeside eller shop – og ikke mindst hvor mange salg. Der ligger en potentiel guldgrube for din egen lille virksomhed der. Personligt tredoblede jeg salget på min egen webshop ved at tage en dygtig Facebook-haj ind over.

 

I sidste ende handler det om engagement

Vær dig selv! Med mindre du kan være Batman. For så skal du altid vælge at være Batman.

Tid er penge – brug din tid på sociale medier med omtanke. Ikke kun med omtanke for dig selv – også dine brugere.

Giv dine følgere en god rabat – eller i hvert fald nogle gode tilbud. Du er på markedet sammen med en masse andre, der er lige så dygtige eller bedre end dig; giv det sidste incitament til at vælge dig frem for konkurrenten (som faktisk også godt kan være en god relation på sociale netværk).

Hyg dig med det, du laver på Facebook, Twitter eller Instagram. Pligtopdateringer lyser langt væk af netop at være dét; opdateringer uden sjæl og indhold.

Skab tillid til dig som person og din kunnen. Tillid er fundamentet i ethvert salg (foruden kundens fingerkløende iver efter noget nyt!).

Vær dig selv! Med mindre du kan være Batman. For så skal du altid vælge at være Batman. Salg via sociale medier handler også om kemi. Og man skal ikke være på sociale medier bare for at sælge sit produkt eller sin ydelse. Det virker ikke, det er ikke sjovt, det er ikke meningsfuldt for nogen. Keep it real og vær glad for de ekstra konverteringer, der kommer.

Brug det medie, der tiltaler dig mest. Ja, Facebook og Twitter er ekstremt vigtige for denne skribent. Men det kan være, at Snapchat og Instagram er meget mere rigtige og naturlige for dig. Så er det der, du skal koncentrere din indsats. Forsøger du at mestre 15 forskellige netværk, har du tabt på forhånd. Det er der ingen, der gør. Ikke engang eksperterne.