Fyret. Opsagt. Nedlagt. Det gør ondt. Men smerte giver anledning til refleksion. Over arbejdslivet, familielivet og den gyldne mellemvej. Den rigtige vej. Den vej, som giver mening i en hverdag, som ikke er standard, når huset er fyldt med dejlige børn, som ikke har det nemt.

Du er fyret!

Jeg blev fyret sidste efterår! Det er faktisk ikke en ret god fornemmelse at blive. Det havde jeg ikke prøvet, siden jeg arbejdede på gartneri som teenager og en sen aften troede, jeg kunne komme lidt tidligere hjem ved at bytte rundt på mine ufærdige stiklinger og dem på nabobordet. Det ku’ jeg ikke. Det var slet ikke samme planter!

Det giver en kortvarig mavepuster og bringer alle mulige former for uvisheder med sig: Er jeg ikke god nok, kommer jeg i job igen, hvad skal jeg lede efter, hvem skal jeg tale med, hvor kommer pengene til huslejen fra, er jeg medlem af en A-kasse?

Hvad gør vi nu, lille du?

Men sammen med fyresedlens korte mavepuster, kom der også en lettelse. En lettelse over, at jeg nu kunne gøre det, jeg havde lyst til.

Men hvad havde jeg lyst til og hvor var der behov for mig?

 

Optakten – lad mig sætte scenen for dig

Sommeren 2016 blev jeg kontaktet af en kunde, mens jeg sad på mit hjemmekontor og lavede verdens mest omfattende bannerannoncesæt… sådan føltes det i hvert fald. Line ringede til mig med nyheden om, at hun netop var startet på Jensens Bøfhus’ back office i Odense og at der var behov for en in-house grafiker i marketingafdelingen. Mon det var noget for mig at tage en snak med den høje herre og gøre hende selskab på “Jenneren”?

Og sådan blev det! En hurtig samtale og jeg havde 14 dage til at lukke firma og kunder ned, inden jeg skulle starte. Det blev til ét år på Jenneren med alle mulige opgaver inden for tryk, print og web, inden der gik total sparerunde i den (jep, I har nok læst avis) og så røg jeg ud… sammen med en del andre. Og så stod jeg der med alle mine talenter og skulle finde ud af, hvad jeg så skulle.

Jeg tog en del samtaler med spændende bureauer og virksomheder, men jeg fandt ikke det perfekte match nogen steder. Det må jo gerne føles rigtigt… så’n helt nede i maven. Det gjorde det ikke. Og det er der et par vigtige grunde til.

 

Villa Kaos

Det kalder vi vores hjem. “Villa Kaos”.

Ha, det er sjovt!

Ja, nogen gange.

Andre gange er det den eneste beskrivelse, der kan dække den hjemme- og familiesituation, vi har.

Åhr, hvor vildt kan det lige være?

Det kan være ret vildt… til tider. For det meste har vi dog en enorm rumme-flade for, hvad vi kan håndtere. Vi har 3 dejlige unger. Men det er ikke helt standard med nogen af dem. Lad mig forklare min tilsyneladende crappy gensammensætning… kort.

Vi er 5 i Villa Kaos: Mig, min kone, datter #1, datter #2 og (min) søn. Far, mor og tre børn. Det er sgu da dejligt! Ja for fanden. Vi har også katte. De er også søde. Men der er gang i den:

Datter #1 er autist med skizoide træk + en god portion ADHD. Hun har specialskoletilbud, men har aldrig rigtig magtet skole… så hun har været rigtig rigtig meget hjemme. Og hvad skal man med søvn? Ingenting åbenbart. Så det bruger hun ikke meget tid på. Struktur, piktogrammer, ingen ændringer og hjemmeundervisning er vejen frem… de næste par år… ifølge psykiater. 

Datter #2 har CCHS (Congenit Centralt Hypoventilationssyndrom), dvs. hun ikke trækker vejret godt nok selv i løbet af de vågne timer og at vejrtrækningen helt ophører under søvn. Derfor har hun respirator. Og respiratoriske vagter. 24 timer i døgnet. Hun er fortsat under udredning, for neurologisk er hun som et gammelt hus med gamle el-installationer, hvor sikringer går konstant og nogen gange slår relæet bare helt fra. Så hun kan have dage på trampolin og i badebassin. Og hun kan have andre, hvor hun er i sengen hele dagen eller i den popstar-pink kørestol, fordi benene ikke virker. Hun er dog verdens mest ukuelige lille pige, så skolegang er der endelig kommet en del af og humør og sjovhedsfaktor er der masser af.

Søn: Stor flot knægt… kernesund og stærk som kun ungdommen er det. Udenpå. Indeni er det en anden sag. 12-taller er der masser af fra skolens ældste klassetrin. Hovedet kan/kunne en masse, men pludselig ikke så meget mere. Fravær fra skole i et års tid nu, ind og ud af børnepsykiatrisk (op til et par måneder her i sommers), selvskade, suicidale tendenser osv. En nasty cocktail. Lige nu kæmper han med depression og aktionsdiagnosen borderline og er under udredning.  

Hvad så med mor og far? Jo, der er sikkert også prædikater, der kan sættes på os, men det har vi på godt og ondt ikke så meget tid til at finde ud af. 

Dog ved vi, at der er brug for os hjemme. Derfor blev jeg selvstændig igen, så jeg kunne arbejde hjemmefra og hjælpe til på hjemmefronten, hvor mor i lang tid har taget det helt tunge læs. Cadeau til hende. Hun er fand’me sej! Og ungerne fortjener, at vi giver dem den bedst tænkelige base. Arbejde er vigtigt – det samme er arbejdsidentitet. Men det er intet i forhold til identiteten som forælder. 

 

Men lad os også regne på det!

Nu når vi lis’som har slået fast, at det kan give ret god mening at være tæt på hjemmefronten, så lad os se lidt på løsningen.

Hjemmekontor er sådan set fedt nok. Det havde jeg i en del år inden mit korte skift til Jensens. Det er altid en overskuelig pendlertur og kaffen er lige i nærheden. Men mit gamle kontor var i løbet af min ansættelse på Jenneren blevet omdannet til vagtrum / pulterrum / viktualierum, så det var ikke det mest kreative miljø at placere mig i.

Efter et stykke tid havde jeg fået nok af konstante afbrydelser og larmen fra ungerne. Der skulle en anden løsning til. 

Så jeg begyndte at lede efter kontor et sted ude i byen. Et sted med højt til loftet og andre mennesker. Espresso og bordfodbold. Men fortsat som selvstændig, så jeg kan “planlægge min egen arbejdsdag” (det kalder kommunen det, for så de fri for at kompensere mig i alle de timer, hvor jeg er nødsaget til at tage mig af det ene barn med behov, mens mor tager sig af det andet fx). Jeg skal kunne komme og gå, som det passer mig og familiens behov.

Jeg spurgte efter kontormuligheder via LinkedIn og fik en masse henvendelser. Både på flyverpladser, eget kontor, delte kontorpladser og alt muligt andet. En masse mennesker havde lyst og plads til mig:

Tid

45 minutter til kontoret hver vej 5 dage om ugen: 45 x 2 x 5 = 7,5 t. i trafikken ugtl.

Det gi’r med (optimistisk sat) tre ugers ferie om året: 7,5 t. x 49 uger = 367,50 t. i trafikken årligt.

 

Penge

Leger vi videre, tager vi de 367,50 timer årligt og ganger dem med min timepris: 367,5 t. x 850 kr. = 312.375,00 kr.

Det er nok ikke realistisk, at alle timer kan faktureres, tænker du? Nej, det har du ret i. Men måske 10 %? Så ender vi ud med 31.237,50 kr. årligt, som jeg mister, fordi jeg hellere vil sidde i trafikken på vej til kontoret eller på vej hjem.

Husleje var på ca. 3.000 kr. pr. md. 3.000 kr. x 12 mdr. = 36.000 kr. årligt.

Det forsimplede regnestykke fortalte mig, at jeg potentielt hellere ville bruge 67.237,50 kr. om året på at have en kontorplads inde i byen end at sidde derhjemme.

Det var bare ikke sandheden.

Og det var i den forbindelse, at vi fandt en anden løsning… mere i trit med Villa Kaos’ grundmantraer: “Kæmp for alt, hvad du har kært”, “Hvis du kan selv, skal du selv” og “Det bli’r bedre i morgen”.

 

Kontor i baghaven

Vi fik til en konfirmationsfest tippet om, at man kunne købe stort set færdige hytter via den lokale tømrerskole. Fluks henvendte jeg mig og vi var ude at kigge på sagerne. Små nogenlunde nøglefærdige huse, som kunne leveres direkte til døren med fragtmand (eller via trækronerne i vores tilfælde).

27.000 kr. var prisen for hytten, som den stod. Så kom der udgifter til fragtmand, gravemand og elektriker, hvilket gjorde prisen ca. 10.000 kr. dyrere og jeg endte med at betale ca. 37.000 kr. for at få hytten hjem i baghaven og koblet til strøm og internet. Maling, gulv og det løse ordnede jeg selv.

Det var 30.000 kr. sparet i forhold til ovenstående regnestykke. Og så var det en engangsydelse, som ikke kommer igen.

Og kontoret i baghaven gav det, som var hele hensigten: Nærvær i forhold til, at jeg er hjemme hele tiden. Ro, for jeg deler ikke rum med datter #2’s respiratoriske vagter (og skal ikke lugte til gårsdagens opvarmede karry-ret i mikroen). Økonomi, da det hele er betalt kontant. Tid, da det tager 14 sekunder i slentrende gang at gå fra køkkendør til kontordør. Og jeg forstyrrer ikke familiens aktiviteter, når der ikke er behov for min indblanding.

Ren win win.

1 år som selvstændig

Jeg kan nu fejre, at jeg har været selvstændig igen i et år. Og selvom det gjorde ondt på den faglige stolthed at blive fyret og at skulle sige farvel til en masse fantastiske kollegaer, som kæmper for restauranternes overlevelse, så er jeg virkelig glad for at være tilbage i min rolle som mig selv.

Virkelig glad!

Jeg har fået en del af min tidligere kundekreds tilbage og fået en del nye ind. Jeg har indgået nye samarbejder med dygtige mennesker og bureauer, så der er grundlæggende godt styr på arbejdssituationen. Ja, jeg arbejder for meget og holder ikke ferie, men det arbejder vi løbende med her i Villa Kaos.

Rammerne er sat, fundamentet holder og nu kan vi fokusere på at få det hele til at gå op i en højere enhed. For alt det her handler ikke om kontor, arbejde, kunder eller opsigelser. Det handler om livet, hverdagen, børnene med alle deres forskelligeartede behov og om pladsen til bekymringerne, glæderne, nedturene, opturene og alt det andet.

Det er det, der tæller.

Skriv en kommentar