Skip to main content

Google har altid stået som en innovativ virksomhed i mine øjne. Innovative. Retfærdige. Dygtige. Hyggelige. Kloge. Godgørende. Rare. En menneskelig mastodont, der for det meste kun ville os det bedste. Og når noget ikke var til vores bedste, var det i hvert fald fordi alternativet var værre. Men jeg er ved at komme i tvivl.

Google keynote præsentation – alt mellem himmel og jord

Google afholdt i går deres keynote præsentation på I/O Developer’s Conference i San Francisco. Den knap tre timer lange seance bød på lidt af hvert. Eller jeg fristes måske til at kalde det ”en masse af alt”, for tjuhej der var trængsel på scenen og en lang produktpræsentationskø. 

Ny udgave af Android til nye telefoner. Smartwatch. Android TV. Android Auto. Ny Chromecast. Ny Chromebook. Google Fit. Lidt Big Data. Og en del andre små og store ting. Hold da op alle de fede nye ting, features og opdateringer. Og hold da op, hvor gik der deja vu i den. For har vi ikke set meget af det her for et par uger siden i forbindelse med Apples WWDC? Det synes jeg, vi har. Det betyder ikke, at det ikke er fine produkter. Langt fra. Men hvor er Googles/Androids særlige twist på tingene? Hvor er det virkelig nye? Hvor er det, Google rykker i forhold til den endnu tungere-i-røven-gigant Apple? 

Jeg kan desværre ikke finde stedet… i hvert fald ikke på den positive måde.

Kan du gætte, hvem jeg er?

Umiddelbart tager Google sig pænere, hyggeligere, rarere og mere nabo-agtig ud end Apple. Apple er midaldrende, hvide amerikanske mænd. Google er unge, multietniske og multikulturelle mænd og kvinder. Apple får deres hardware produceret under elendige vilkår på slavelignende fabrikker i Kina. Google har et kvindeligt programmeringshold i Nigeria (af alle steder!). Apple sælger dyrt og retter markedsføring mod købestærke individer i den vestlige verden. Google vil producere en billig telefon og bringe den tredie verden ind i den teknologiske tidsalder. 

Det er svært at vinde ”Good Guys Image” konkurrencen der.

Men – og det er et stort MEN – det er ikke hele sandheden (hvis man dog ellers nogensinde får mulighed for at få et komplet overblik). Googles motto er “Don’t do Evil”. Benyt ikke din magt til at gøre ting, der er ufine i kanten. Sørg for at virksomheden tjener penge uden at skade brugerne… eller udnytte dem. Lige her begynder Googles image at falme en smule efterhånden.

Er Google Skynet?

Google købte Boston Dynamics i slutningen af 2013. En virksomhed med tætte forbindelser til det amerikanske militær. Boston Dynamics har udviklet selvgående humanoide robotter og Google har udviklet på deres selvkørende bil i en del år nu. Købet og linket mellem de to virksomheder giver flash-backs til Skynet og det verdensomspændende nets opgør med menneskeheden – med selvgående, onde og talende robotter som største våben. Vi taler naturligvis om Terminator. Og vi taler naturligvis om analogier. Jeg tror ikke, at Google er ude på at erobre verdensherredømmet med destruktive maskiner (evt. i selvkørende biler). Jeg kan godt lide konspirationsteorier, da de aktiverer hjernecellerne. Men nogle gange kan de også gøre det modsatte. Hvorom alting er, så er nedenstående billede Boston Dynamics’ humanoide robot “Atlas”. Ser den en smule bekendt ud?

 

En enkelt mand ved I/O keynoten blev i øvrigt også eskorteret ud af salen, da han ytrede sin utilfredshed med Googles opkøb af Boston Dynamics. Nok er der højt til loftet hos Google… men ingen gider en uromager. Men lad nu det ligge. Slut med konspirationerne. Lad os kigge lidt på Googles Android One – smartphones til de knap så købestærke masser.

 

Google Android One

Android One blev præsenteret som en billig smartphone til verdens fattige og forventes at koste lidt under 100 USD. Det meste af verden har ikke adgang til internettet, hvorfor Android One skulle være Googles forsøg på at hjælpe de ca. 5 mia. kommende brugere på vej i udviklingslandene.

Men det er en illusion. Jeg har Google mistænkt for at være ret ligeglade med verdens fattige. En Android One koster 10% af den indiske gennemsnitspersons årsindkomst. 10%! Det svarer til, at telefonen ville koste ca. 30.000 kr. for en dansker. At 25% af Indiens befolkning samtidig ligger under fattigdomsgrænsen og altså tjener mindre end 1$ om dagen, er en anden sag. Det er ikke lige de godt 250 mio. mennesker, der skynder sig ud og køber telefonen.

Derimod kunne man mistænke Google for at producere en billig telefon, som mellemklasserne kan få råd til. Hvorfor? Fordi det fortsat er et ekstremt stort marked. Og fordi, siger jeg, at Google får mulighed for hidtil uset dataindsamling og dermed en platform, som kan skubbe reklamer ud til hidtil usete antal. Ja, internettet vil kunne udbredes yderligere. Og ja, det kan have demokratiske og menneskelige positive konsekvenser. Nej, de gør det ikke for indernes blå øjnes skyld. Det er bundlinien (og dennes forøgelse), der er tanken bag.

Indien bliver det første land, hvor Android One markedsføres.

Hvorfor være sur på Google? Fordi de skal gøre det bedre!

Apple har aldrig forsøgt at fremstå som en virksomhed, som laver produkter for dine blå øjnes skyld. Der er tale om de bedste produkter, eksklusivt design, dyre finesser og en rigtig solid bundlinie. Produkter til masserne er lis’som ikke Apples stil. Nej, de er ikke godgørende. De har ikke et menneskeligt ansigt. Men de prøver heller ikke at bilde dig som forbruger ind, at de tænker på demokrati, menneskerettigheder og socio-økonomiske skel. Apple er WYSIWYG – du får, hvad du ser!

Men Google forsøger at bibeholde et image, som ikke rigtig stemmer overens med virkeligheden – og ikke har gjort det længe. Meld klart ud i stedet. Undlad at binde os historier på ærmet. Trut i ren røv og fortæl os, at det i hvert fald som minimum handler om at tjene godt med penge. Google ligger nummer 52 på listen over verdens rigeste virksomheder. Meget mere velhavende end fx Facebook. Langt de fleste ved, at Googles søgeredskab ikke giver dig samme svar som din nabo. Nogle gange er det fint. Andre gange er det dybt udemokratisk, da du fratages information. Derudover er de blandt de største inden for lobbyarbejde.

Jamen, kan Google ikke gøre, som de vil? Jo bestemt. De kan gøre alt, så længe de holder sig inden for lovens rammer. Og det gør de ofte – omend der også føres en del retssager fra tid til anden. Jeg er bare skuffet og nu skal jeg fortælle dig, hvad jeg er skuffet over… på listeform:

  1. Google kom ikke med noget nyt. Det hele var set før (nærmere betegnet for ca. 14 dage siden til en anden keynote). Det virker som knock-offs i stedet for nytænkning. Jeg havde ventet mere. Bedre.
  2. Google har fjernet sig fra deres oprindelige motto “Don’t be Evil”. Det har de bl.a. gjort i forbindelse med opkøbet af Boston Dynamics, som arbejder tæt sammen med det amerikanske militær vedr. udvikling af robotter (jeg synes heller ikke, at købet af DeepMind Technologies tegner et åbent og hyggeonkel-agtigt billede af Google).
  3. De spekulerer i skatteunddragelse. Men det gør mange virksomheder da. Ja. Men jeg havde en anden forestilling om et så altruistisk foretagende.
  4. Google trutter ikke i ren røv, men forsøger at gemme sig under en techie Florence Nigthingale kappe. Nogle gange succesfuldt. Andre gange bare utroværdigt fra ende til anden.
  5. Google tænker ikke på masserne/de fattige/forbrugerne. De tænker på salg af reklamer, som finansierer deres virksomhed. Fair nok. Meld ud!
  6. Det nye interface er atter en knock-off. Og en mærkelig én af slagsen. Jeg mener, hvem ønsker at blive forvekslet med Windows8?

Det var ikke i denne omgang, at jeg blev fan af Android/Google. Designet er lidt gennemtærsket. Farverne er en blanding af pastel og neon. Ikonerne hænger ikke sammen. Jeg er bare skuffet over at have set det hele før.

Måske skal Google skifte motto til “Great Artists Steal” i stedet for “Don’t do Evil”? Nej, vent… det er allerede taget!

Jeg er sikker på, at du har en holdning til det skrevne. Jeg er sikker på, at der er Apple Fanboys, som rynker på brynene og Google-lovers som har et par hak til mig. Under alle omstændigheder er ordet frit. Så lad mig endelig høre, hvad du tænker om alt det her!

Tak fordi du læste med.

2 kommentarer

  • Tak Tommy, for en spændende artikel med masser af indsigt, afsløringer og gode kildehenvisninger så man kan dykke dybere ned i det.

    • Selv tak Tony. Det er nok en dybt subjektiv artikel, som flagrer lidt til højre og venstre. Men der er noget interessant i hele image-delen. Egentlig ville jeg gerne have skrevet om Googles nye/kommende designændringer, men der var andre ting, der pressede sig på i denne omgang. Og så er det vigtigt at understrege, at det ikke er en “bashing” af Google. På mange områder gør de ekstremt vigtigt arbejde, finder funktionelle løsninger og tænker nyt. Andre steder knap så meget. Tak for du læste med.