Skip to main content

Det’ koldt. Det’ gråt. Det’ december. Jul og hjerternes fest er lige rundt om hjørnet, men alligevel har mange af os akut behov for lysterapi og varme for ikke at falde ud i vinterdepressioner (som om, momsafregning i sig selv ikke er årsag nok til det). Her får du ingen terapi. Den må du klare selv. Men du får et skud farve og lækre skrifttyper i form af en lille nyttig extension til din Chrome browser + det løse. Er du klar? Let’s rocket!


 

Palettab

Nej, du taber ikke en palet. Der er tale om en Chrome extension, som gi’r dig en smule magi, hver gang du åbner en ny tab i din browser.

Når du har installeret Palettab her, får du serveret en farvepalet og nye skrifttyper som inspiration hver gang du åbner et nyt faneblad i Chrome.

Palettab.com

På sigt kan den nifty lille extension sikkert godt blive lidt enerverende, men med to klik har du afinstalleret den igen. Så der er ikke meget tabt ved at installerede den.

Google Fonts

Skrifttyperne i udvidelsen til Chrome hentes fra det efterhånden ret omfattende bibliotek på Google Fonts. Det betyder, at de alle er gratis at hente ned i eget bibliotek på din computer eller integrere på din hjemmeside eller andet web-projekt. I denne tid er gratis ting en undtagelse, så grib musen (hvis du sidder med sådan én ved hånden) og klik dig ind og bliv inspireret.

Farvetemaer

Der findes efterhånden en del forskellige online-tjenester, når det kommer til farve-inspiration. Personligt benytter jeg mig meget af Kuler, som – foruden web-udgaven – også kan hentes og installeres som extension i fx Adobe Photoshop og Illustrator. Her kan du oprette en gratis konto og gemme dine personlige temaer, som du bruger i projekter. Kuler findes også som app til iPhone.

Foruden Kuler skylder du dig selv at tjekke colorschemedesigner.com og checkmycolours.com (hiv bl.a. hex-koder ud fra hjemmesider) ud. Jeg benytter dem alle fra tid til anden.

Én kommentar