Adobe Illustrator er den grafiske branches foretrukne program, når det kommer til at skabe vectorgrafik og eksportere til forskellige filformater – både til bitmap og vector. Det er der en grund til. Det er et fantastisk stykke software med mange år på bagen. Og os, der har arbejdet med det i mange år, har svært ved at skifte det ud med andre programmer.
Men Illustrator er også et dyrt program. Det er måske for kompliceret for gennemsnitsbrugeren, som bare skal kunne åbne en ai, eps eller svg fil med deres tilsendte logo og eksportere til fx png til brug på deres hjemmeside. Så er du på udkig efter et godt program, som er sjovt og nemt at bruge, er denne artikel lige noget for dig.
Alternativerne til Adobe Illustrator
Nogle programmer kan anskaffes kvit og frit – andre koster knaster. Er dit behov andet end at skulle åbne og redigere det mest basale, er det vores klare anbefaling, at du griber kreditkortet og betaler, hvad det koster. Herunder finder du 4 gode sammenlignelige illustrationsprogrammer, som ligger i samme boldgade som Adobe Illustrator.
Corel Draw (Win)
Sidder du på en Windows PC, er det bedste alternativ til Illustrator nok Corel Draw. Desværre, da det er et brand af de helt store, er det ikke rigtig et billigere alternativ. Du kan det samme i Corel Draw som i Illustrator, og animations- og illustrationsentusiaster foretrækker det ofte i forhold til Illustrator pga. muligheder inden for farvelægning, kompositioner, penselstrøg og det generelle interface. Du kan pt. kun få det til Windows.
Inkscape (Mac, Win, Linux) – Gratis
Inkscape er gratis og fungerer på alle platforme. Et open source program med avancerede funktioner som fx pen tool, shape tools, tekst, manipulation af objekter, fill og strokes. Det kan det meste som Adobe Illustrator og Corel Draw. At det er gratis at downloade og installere, er bestemt et stort plus.
Sketch
Sketch 3 er et glimrende alternativ til Adobe Illustrator OG Adobe Photoshop på én og samme tid. En relativ ny spiller på markedet, som kan alt fra web-/mobildesign til vectordesign. Der er fortsat et par bugs hist og her, men der rettes på det hele tiden – og hverken Photoshop eller Illustrator kører uden bugs. Prisen er 79,99 USD og for den pris får du et glimrende, moderne alternativ til de lidt tungere Adobe programmer.
DrawPlus Starter Edition (Win) – Gratis
DrawPlus Starter Edition er et gratis alternativ til Windows. Det er ”light” udgaven af Serifs ”DrawPlus” (270 kr.). Udgaven indeholder det mest basale og vil være rigeligt for de fleste ”almindelige” brugere, som ikke skal anvende programmet til at arbejde med design professionelt. Programmet understøtter vector og bitmap.
Den lange liste over vector programmer
En liste over gratis og billigere software til vectorgrafik ville blive alt for lang. Men herunder finder du links til øvrige alternativer, som du kan udforske på egen hånd. Det er vigtigt at finde det program, som passer til dit formål. At skyde over mål og bruge alt for mange penge på et program, du ikke kommer til at anvende, er træls. At bruge en smule penge på en applikation, som ikke kan det, du skal bruge det til, er også træls. Så tjek listen igennem og undersøg muligheden for at hente og installere en gratis trial, hvor du i en tidsbegrænset periode har adgang til programmets funktioner. Du vil lynhurtigt finde ud af, om et program er noget for dig eller ej.
Mangler der et program på listen? Så giv det endelig til kende via kommentarererne herunder eller send mig en mail. Så kommer dit bidrag med på listen!